Internationale markeder kommer til at styre dansk energipolitik

Professor ved Fødevareøkonomisk Institut og ”miljøvismand” i Det Økonomiske Råd, Eirik S. Amundsen, tror på økonomisk bæredygtig reduktion af CO₂-udledning, og det betyder, at Danmark kun skal satse på flere vindmøller, mere bioenergi og mindre bilkørsel, hvis det er samfundsøkonomisk lønsomt.

Danmark er det land i verden, der har flest vindmøller set i forhold til indbyggertallet, og det er et åbent spørgsmål, hvor mange det yderligere kan betale sig at bygge på dansk grund. Bioethanol mener ikke engang de mest optimistiske tilhængere i sig selv kan reducere CO₂-udledningen tilstrækkeligt, og det samme gælder solenergi, vandkraft m.m.

Gas, vindkraft, olie eller atomkraft? Kilden til vores energi er mindre væsent-lig. Mere væsentligt er det, hvordan vi bedst hjælper med at reducere verdens CO2-udslip.

Svaret på, hvordan vi reducerer vores CO₂-udslip blæser derfor stadig i vinden, i solen og på markerne. Det bliver Eirik S. Amundsens opgave at blive mere konkret. I sit virke som miljøøkonomisk vismand skal han nemlig komme med klare anbefalinger til regeringen, der sikrer os et bedre miljø, er økonomisk velfunderede, og som i sidste ende er med til at bestemme, hvordan vi blander de eksisterende og nye energikilder, og hvor meget vi bruger af dem.

Miljø og samfundsøkonomi
Selv siger han: ”Min opgave bliver at se miljøspørgsmålet i en national og global sammenhæng, og for at gøre dette er man nødt til at skele kraftigt til de samfundsøkonomiske omkostninger f.eks. ved udbygning af vores eksisterende energiforsyning.”

Og ser man på miljøspørgsmålet i den optik, skal man også stille krav om samfundsøkonomisk lønsomhed til ”grønne” energiprojekter. Det er ikke uden videre givet, at alle projekter inden for denne kategori er lønsomme for Danmark og bør gennemføres i Danmark. Bortset fra Kyotoaftalen, der sætter konkrete tal på de enkelte landes udledning, er CO₂ nemlig ikke et nationalt, men et globalt problem, og bør anskues som sådan.

Derfor er Eirik S. Amundsen også meget tilfreds med kvotesystemet, der gør det muligt at handle CO₂-kvoter imellem lande, og i modsætning til systemets kritikere er han absolut ikke enig i, at man køber sig aflad eller undviger problemet ved at handle sig til større kvoter frem for at foretage reduktionerne selv:  

”Den samlede mængde kvoter lægger et loft for, hvor meget vi tilsammen kan udlede, og det betyder, at hver gang Danmark køber sig til en CO₂-kvote, så forhindrer vi andre i at udlede CO₂. Afvejningen mellem egen reduktion eller indkøb af kvoter bør derfor ikke være et samvittighedsspørgsmål, men nærmere et spørgsmål om sund økonomisk fornuft. Hvis det er billigere at købe kvoter end at spare på udledning, skal vi seriøst overveje det”.

Som eksempel på, hvordan vi med god samvittighed kan købe kvoter, peger Eirik S. Amundsen på, at potentialet for at reducere CO₂–udledningen til lave omkostninger varierer meget fra land til land. F.eks. er det billigere at reducere CO₂-udledningen i Polen end i Danmark, fordi dele af industrien der med fordel kan moderniseres.

Kvotesystemet giver derfor incitament til at indføre ny og CO₂-besparende teknologi, og køberne af kvoter er med til at ”finansiere” denne udvikling.



Tænk globalt, handl globalt!
I det hele taget mener Eirik S. Amundsen, at vi skal acceptere, at vi lever i en globaliseret verden, og vi skal kombinere den gode vilje med fornuftig brug af markeder.

Danmark har, blandt andet ved at satse på vindmøller, været god til at indføre vedvarende energikilder i vores egen forsyning, men så sandelig også i andres. En betydelig del af alle vindmøller i verden er dansk producerede – og det er måske et meget godt eksempel på, at forskellige lande kan hjælpe hinanden på markedets betingelser.

Og det gælder ifølge Eirik S. Amundsen ikke kun for handel med teknologi, men også for handel med eksempelvis el:

”Vi skal udnytte de muligheder, vi har for at importere billig og muligvis ”CO₂-besparende” elektricitet uden for landets grænser, frem for at insistere på, at vi selv skal producere bioethanol, vindkraft eller lignende i et omfang, der ikke er samfundsøkonomisk lønsomt.”

Det sidste betyder dog, at vi må afsige os retten til præcist at bestemme, hvordan elektriciteten produceres.

”Eventuelle ønsker om, at der bliver brugt vindkraft i produktionen, eller at der ikke bliver brugt atomkraft bliver vanskelige at honorere,” slutter Eirik S. Amundsen.
 

---

Kontakt:	Kontakt:
> Kommunikationsrådgiver Jesper Nielsen	> Professor Eirik S. Amundsen